Sørøverne på Undine

Torsdag d. 28/7 kl. 7.30 mødte 4 morgenfriske fyre, Daniel, Christian, Nikolaj og Morten op ved havnekontoret i Kastrup Havn.

Planen var at dykke på krigsskibet Undine i Østersøen og med kun 4 deltagere var logistikken overskuelig. Vi fik pakket Daniels bil+Brumbassen, og afsted det gik over broen og mod Smygehamn.

Efter en times kørsel ankom vi til lystbådehavnen i Smygehamn.

Da vi steg ud af bilen, blev vi overrumplet af en ubeskrivelig duft.

Smygehamn skal opleves!

Igen fungerede logistikken upåklageligt. Der blev klargjort med militaristisk effektivitet, og efter kort tid sejlede vi ud af havneindløbet med kurs mod Undine 20 sømil borte ~ ca. 37 km. / én times sejlads.

Ombord var, foruden de 4 dykkere, 4 kredsløbsapparater (JJ´ere), 2 scootere + div. stageflasker.

Vi fik smidt bundtorvet på positionen og gennemgik planen for dykkene.

Team DUI (Christian og Daniel) dykkede som første hold mens Team SANTI (Nikolaj og Morten) havde overfladevagten.

Da det blev team SANTI´s tur dykkede vi gennem det varme overfladevand ned mod den gamle dame.

Det er altid en fantastisk følelse at se et skibsvrag komme til syne, når man stiger ned ad bundtorvet.

Torvet var bundet på ca. midtskibs 37-38 m., og sigten var rigtig god.

Undertegnede, der er ny på apparatet, begyndte dog at mærke konsekvensen af nærrighed.

Hermed en opfordring til at putte lidt Mickey Mouse-gas (Helium) i dine flasker, hvis du får mulighed for at dykke på Undine.

Da jeg atter var tilbage i båden, opdagede jeg, at min regulator på stageflasken var væk???

Meget mystisk! På én eller anden måde var 2-trinet forsvundet til trods for at systemet var tryksat, da jeg dykkede ned…

Frustrationen fortog sig efter noget tid, og der blev storskrydende udlovet BJ´s til alle, der måtte finde den tabte dims.

Daniel havde tilsyneladende været ude for lignende situation (ikke BJ´s 😉 så han firede et lod ned og tog en kurs mod bundtorvet – måske var det bortkomne 2-trin gået til bunds i det område?

Team DUI tog scooterne med på det andet dyk. De gik ned ad lodlinen og dykkede rundt om Undine.

Christian kom op efter en times tid. I sit fangstnet havde han den tabte regulator. – Stor glæde!!

Nu begyndte jeg for alvor at svede. Præmien skulle indløses og forskellige forsøg på alternative betalingsformer – chocolade og cola etc. – blev pure afvist. Vi fandt dog frem til en Salomonisk løsning.

Jeg skulle skrive turreferatet. Til gengæld beholdt jeg min uskyld og er stadig ærbar 🙂

Tiden gik og Christian begyndte at kigge mere og mere på uret. Daniel havde været nede i dybet et godt stykke tid, så vi blev enige om, at Christian skulle dykke ned og se, om alt var i orden.

Da Christian havde iført sig alt udstyret, stak Daniel hovedet over vandet. Alt i orden dog lidt sent ift dykkerplanen.

Efter kort tid dukkede Nikolaj op langs bundtorvet. Med sig havde han en pisk, som minder meget om den pisk, der ligger i klubben (ja ja, jeg ved hvad du tænker! Feanor´s pisk!)

Da vi trak bundtorvet op, manglede Ludvig´s lod, som vi havde modtaget 3 dage tidligere.

Turen hjem gik smertefrit. Der blev dog et pit-stop på McD og tankstationen.

Vi landede i København kl. 21.30 efter en laaang dag på havet i godt selskab.

Tak for turen:-)

Morten

Leave a Reply