Så kom der endelig en dag uden blæsevejr.
Det skulle selvfølgelig udnyttes! Tiden var inde til KDK´s første rib tur i 2017.
Vi sejlede i Mariehønen fra Rødvig ved Stevns til S.S. Helfrid Bissmark, (Minos) i Faxe bugt. I båden var Rasmus, Tina, Jakob og Feanor.
Den nye gps skulle indvies, og grundet dønninger fra nattens blæst og en “træt” skrue, tog sejlturen lidt længere end forventet.
Tilgengæld blev vi efter en noget kold sejltur budt velkommen på posittionen af et par nysgerrige sæler, der dog desværre formåede at holde sig på afstand af kameraet.
Tina og Feanor bandt på, og nød en times vægtløshed på vraget.
Vejret i overfladen var stille og gråt, uden vind og strøm.
Termometeret viste nul grader i båden og 4 grader på bunden. Der var omkring 8-10 meter sigt på vraget og havde der været flere lyse timer i døgnet kunne man sagtens have tilbragt længere tid i selskab af rust og rejer.
Da andet hold bestående af Rasmus og Jakob havde bundet af, var det tid til at komme hjemad. Det var en længere tur, hvor batterierne til varmesystemerne blev suget helt i bund, dog kunne det gode selskab, masser af historier fra de varme lande, samt chokoladekage med skumfidusser og varm kakao, holde os varme i stedet.
Alt i alt en herlig og lidt kølig tur i et fantastisk selskab.