Lør. 4 jan. 2014 Skrevet af Feanor Engemann
Turberetning KDK
Dykkersæsonen 2014 blev skudt i gang Lørdag den 4 januar. Målet var minestrygeren M-575, og forventningens glæde stor.
Vi var nok tilmeldte på turen til at fylde to både, og efter at have pakket udstyr i tre biler, går turen mod Helsingør.
Vejrudsigten lover ikke de bedste forhold, og vi beslutter at tage stilling til en eventuel justering af planen med at sejle helt til M-575, når vi er kommet i bådene.
Rene møder os på havnen, og Jacobs elskede frøken rEvo sender flirtende blikke mod bagagerummet i Rene´s bil, hvor klubbens rEvo nummer 2 glæder sig til at skifte Maltas varme ud med dansk vintervand.
Gruppen er nu fuldtalligt og vi fordeler os i bådene.
I den den mindre ” explorer”, har vi de to rEvo dykkere Jacob T og Rene, og man kan fristes til at sige, “det helt modsatte”, toiletbrætsdykkende Erik.
I den lidt større rib, tager Daniel plads ved Rattet, (og ikke mindst ekkoloddet), og får følgeskab af Christian, Jacob F, Troels, Feanor og Bjarne.
Da vi når ud af havneindløbet bliver det efter en kort forhandling afgjort at det grundet vind og tilhørende bølgehøjde er nødvendigt at finde et andet dykke mål.
Otto ligger lige i nærheden og byder sig som det næstbedste alternativ. Vi beslutter at sejle forbi en bøje på vej til positionen for at få et indtryk af strømforholdene, og bliver ikke overrasket da det bliver tydeligt at vandet løber hurtigt igennem øresund i dag. Trods bøjens hældning og en længere stribe krusninger og små hvirvler på nordsiden af bøjen, sejler vi videre mod positionen hvor S/S Otto hviler under ca. 30 m. vand mellem to Sejlrender. Vi gør ankerkæden klar og holder øje med ekkoloddets feedback. Men så snart Otto dukker op på skærmen og vi får kastet ankertovet, har strømmen allerede ført os videre mod nord, og der er ikke andet for, end at gentage forsøget. Efter adskillige mislykkede forsøg på at “kroge” vraget, må vi til sidst dog indse, at Otto som så ofte ikke vil have besøg, og godt beskyttet mod nysgerrige dykkere, kan ligge i fred på øresunds bund i næsten 2 knob strøm.
Lettere slukøret bliver det afgjort at den bedste chance for at komme ned og gnubbe sig op af noget rustent jern er at sejle længere sydpå.
Næste mulige vrag er et gammelt trævrag,”disken?! “, men da det ligger meget tæt på færgeruten mellem Helsingør og Helsingborg, og en uheldig dykker ville blive ført med strømmen lige mod de pendlende færger, sejler vi videre til positionen hvor hjuldamperen ” Cimbria”, allerede i 1858 kolliderede med et andet skib og sank.
En svag forhøjning i udslagene på sonarens skærm er nok til at Daniel råber, ” Så er det nu!”, og Jacob kaster ankeret ud over siden. Grundet strømretningen driver ankertovet dog bagom båden, og med dødsforagt springer Jacob i vandet for at forhindre rebet i at vikle sig ind i skruen. Heldigvis bliver hverken rebet eller Jacob viklet ind i skruen og mens Jacob, der under aktionen fandt ud af at hans tørhandsker ikke er særlig tørre, prøver at løse problemet, fanger ankeret på bunden skroget af Cimbria.
Daniel, Christian og Bjarne er de første i vandet, og da de har fået bundet på vraget og ankertovet er blevet strammet op, får de hurtig følgeskab af rEvoerne, Feanor og Troels.
Vraget er næsten helt begravet i sandet, men der stikker nogle skibssider et par meter op fra bunden, og efter en kort sidelæns svømmetur grundet strømmen, når vi det ene de karakteristiske skovlhjul, der står næsten oprejst, halvt begravet op fra sandet. Sigten er ikke særlig go og strømmen gør at man holder sig i læ af skibssiden det meste af tiden.
Efter en go halv time i vandet,( der faktisk ikke var så koldt som forventet), er vi tilbage på overfladen hvor daniel og Christian, der gik op lidt før Troels og mig, hjælper os op i båden.
Kort efter dukker Jacob T og Rene op efter et vellykket fotoshoot, se resultatet nedenfor, hvorefter Erik og Jacob F forsvinder i bølgerne.
Efter endnu en halv time dukker der en DSMB op af vandet, og Jacob T sejler den lille rib tættere på for at tage imod Erik og Jacob F. Det viser sig at efter de havde bundet fra vraget og begyndte deres opstigning, blev de af af strømmens træk på ankertovet, trukket lige hurtig nok mod overfladen, og besluttede at en fri opstigning var et bedre alternativ. Da alle er sikkert tilbage i bådene, skal vi finde ud af hvad resten af dagen skal gå med, og et kort øjeblik virker det som om flertallet er klar til at vende snuden hjemad. Vi kom dog heldigvis til fornuft og navnet Johannes L der før har været nævnt i spøg, bliver nu gentagene gange nævnt i samtalen.
Da der ikke er mange spændene vrag i nærheden, og gassen i vores flasker ikke egner sig til at besøg på Robert, bliver der gjort alvor af truslerne og vi begiver os mod den svenske kyst og vraget af Johannes L.
Sigten er fin og der er næsten ingen strøm, vandet er dog mærkbart koldere her. Der bliver svømmet på kryds og tværs igennem og rundt om vraget der ligger på bagbords side, og sigten ændres hurtigt da der står “støvskyer” op fra diverse huller og koøjne i skibets sider. Skibets skrue ligger helt fri af sandet, om man kan tydelig se at et par fridykkere med en nedstryger har prøvet at tjene penge til noget rigtig dykkerudstyr, ved at save bladene af skruen.Efter endnu en halv times dykning bliver ankertovene trukket op i bådene, Feanor ofrer lidt morgenmad til fiskene, og vi sejler tilbage mod Helsingør. Solen farver efterhånden himlen lyserød mens vi får rigget af og pakket bilerne, og turen går atter mod København og klubben på Nørrebro. Så er sæson 2014 skudt i gang!
