Kære medlemmer
Københavns dykkerklubs bestyrelse indkalder hermed til en noget forsinket ordinær generalforsamling. Ifølge vedtægterne burde vi have indkaldt til ordinær generalforsamling i marts eller april, men i år skubber vi generalforsamlingen til tirsdag den 11. august kl 19.00.
Der er flere grunde til at vi først indkalder til generalforsamling i august. Der har været udfordringer med at få fremskaffet de rigtige bilag, for at kunne afslutte regnskabsåret. Desuden har kassereren afsluttet uddannelse og startet nyt job, og samtidig skulle have overdraget posten som kasserer. Hvilket har gjort at alt er blevet skubbet godt og grundigt. Derudover har bestyrelsen lagt et kæmpe arbejde i vores bådindkøb, der til trods for det tilsyneladende lette forløb, tog et stort antal timer og guderne må vide hvor mange møder.
Endelig har en lille gruppe medlemmer, inklusiv flere bestyrelsesmedlemmer, lavet en kæmpe mængde arbejde for klubben.
Alt i alt har det nok desværre medført en smule ”metaltræthed” fra bestyrelsens side, hvilket gjorde, at vi først var klar til at indkalde til generalforsamlingen i midten af juni, og med fire ugers varsel endte vi midt i ferieperioden. Af denne grund har vi besluttet at skubbe den ordinære generalforsamling til efter ferietiden, således at så mange medlemmer som muligt kan deltage.
Vi håber på medlemmernes forståelse, og at vi ser så mange som muligt den 11. august, hvor vi blandt andet også vil døbe vores nye båd.
Som I kan se på dagsordenen, er der tre bestyrelsesposter på valg, inklusiv næstformandsposten (Clemens genopstiller ikke). Derudover er der to suppleanter på valg. Endeligt er der et hav af udvalg, som alle kan bruge nye/flere medlemmer. Disse udvalg er blandt andet: Bådudvalget, kompressorudvalget, kutterudvalget, uddannelsesudvalget og webudvalget. Så der er rigelig mulighed for at hjælpe til i klubben uden nødvendigvis at melde sig ind i bestyrelsen.
Vi håber, at I alle vil overveje, om I har lyst til og mulighed for at biddrage til både at vedligeholde og fremme klubbens aktiviteter.
Mvh.
Bestyrelsen
Begivenhedstype | Andet | Møde tidspunkt | 19:00 | Mødested | Klubben |
---|---|---|---|---|---|
Antal pladser | 500 | (0 = ingen maks antal pladser) |